GULDBÆK VINGÅRD

I hjertet af Himmerlands runde blide bakker ligger én af verdens nordligste vingårde opstået som et resultat af naturens luner tilsat lige dele hjerteblod og håndværk – akkurat som de vine, der i dag produceres her.Familien har altid været omdrejningspunktet i vores liv. Og det er den derfor helt naturligt også blevet på vingården. Vi er tre generationer der deler udfordringen – spændingen – de mange muligheder, som naturen giver. Både ved arbejdet i markerne og derhjemme omkring spisebordet, når der lægges planer. For selv om vinen helt sikkert fylder det meste her mellem bakkerne, skal der også være plads til at nye idéer kan spire og gro. Guldbæk Vingård ligger i det kuperede område ved landsbyen Guldbæk omtrent 20 km syd for Aalborg.


De første stokke blev plantet i 2008 og i dag er der tilplantet rundt regnet 4 hektar. Der er idag således 15.000 vinstokke af forskellige sorter og varianter. Disse er overvejende grønne druer, da det er lyse vine der har størst potentiale i vores klima her på nordgrænsen for vinavl på 56 graders nordlig bredde. Markerne er etableret på sydvendte og nogle steder forholdsvist stejle bakker på henholdsvis Ærtebjergvej ved Vineriet og på skråningerne vest for Guldbækgaard. Overjorden er let sandmuld. Undergrunden varierer fra kridt til lerblandet sand.


Guldbæk Vingård bliver drevet bæredygtigt og med grøn økologisk samvittighed. Det betyder at alt ukrudstbekæmpelse foregår manuelt (håndkraft, hakke, harve og fræser). Og sprøjtning af vinplanterne kan takket være svampe-resistente sorter (PIWI sorter) holdes på et absolut minimum. Efter høst bliver vinen færdiglavet i et moderne vineri etableret i to plan, hvor kælderdelen er bygget ind i en bakke. Vores besøgsfaciliteter består bl.a af et stort og opvarmet glashus og en stor hævet terrasse med udsigt over vinmarkerne.

Solaris 2017

Denne vin er gæret og lagret på træfade. Med farven af lys strå. Aroma af biscuit, brioche, fersken, nektarin. Noter af vanille, hvid blomst og en antydning af citrus og grapefrugt. Velintegreret eg og dejlig mineralitet. Vil modne godt.
12,0 % vol

Lush Green 2017

Vinen er lavet på sorterne Riesel og Cabernet Blanc. Druerne er dyrket med passion af hele familien og blev høstet med hjælp fra venner og familie. Vi har skabt denne vin i tæt samarbejde med vores vinmagerteam Jess og Kilian. Vinen er lavet på sorterne Riesel og Cabernet Blanc.
11,5 % vol

Gentle Pink 2017

Sæson 2016 var vejrmæssigt udfordrende med en meget regnvåd sommer. Heldigvis modnede druerne tilfredsstillende i løbet af efterår. Druerne blev høstet med hjælp af venner og familie. Landsbyens seje børn slæbte med stor entusiasme druer og spande på de stejle bakker. Vi har skabt denne vin i tæt samarbejde med vores vinmagerteam Jess og Killian.
11,5 % vol

PROLOG

PROLOG er en halvtør æblevin med et strejf af sødme. Æblerne er himmerlandsk avlede Cox Orange og Elstar. Æblevinen er modnet med revet ingefær og dermed har denne solskinsvin fået friskhed og en karakteristisk kant, som gør den til en sikker starter på godt selskab.
10,5 % vol

DIALOG

Et komplekst møde mellem vores tørre og muskatagtige hvidvin frembragt af Muscaris druen og æblevinens friskhed og sødme fra de lokale himmerlandske Aroma æbler.
11 % vol

EPILOG

En Pommeau frembragt af vores egen æblebrændevin eksklusivt fremstillet hos Nordisk Brænderi og kryokoncentreret æblesaft. De friskpressede æbler fryses og tør senere langsomt op, så der fremkommer en meget sukkerholdig og koncentreret most, hvoraf kun de først tappede 20% anvendes.
18 % vol